4 STJERNER af Tim Vollerslev i BT "Tør og medium kraftig rosé, lækker, lang, dyb smag af modne jordbær, hindbær, lidt urter og harmonisk frisk citrus. Velegnet som aperitif, tapas, medium kraftige retter af grillede rejer eller fjerkræ."
5 af 5 STJERNER på www.vinavisen.dk "Lavet på 100% Pinot Noir og har derfor en flot, rubinrød farve.
Smager af Pinot og har en fin krydring og er tør, men med en lille sødme. Fine bobler i glasset og tilpas mousse i munden."
5 STJERNER på www.aov.dk "Karakter, frugt og fylde. Intens og tung duft af jordbær og moreller. Insiterende bobler. En vin med karakter og fylde, der snildt kan ledsage et stykke grillet fisk eller kylling. En vin for Pinot fans."
5 Stjerner i Gastro "Pink Champagne og det, der ligner, har været en af de varmeste moder i vinens verden det seneste års tid. I det felt byder luksuscava-huset Juvé Y Camps på denne cava på fritløbende most fra 100% Pinot Noir fra husets egen mark, Feixa 1. Juvé Y Camps sidder tungt på markedet for upmarket cava, og denne lyserøde charmør skuffer bestemt heller ikke. Farven er forlokkende, og duft og smag fører i retning af jordbær og ribs. Her er både fylde og friskhed i fin balance. Ikke helt billig, men der er kvalitet for kronerne."
90 Points i Vinbladet "Hindbær-jordbærduft, meget ren. Fin cremet fylde og fin mousse, friske bær og luftig eftersmag med fin frugt. Meget elegant, harmonisk, fyldig Cava."
Vinifikation: Traditionel efter Méthode Traditionelle-metoden med 3 års lagring på flaske, før vinen frigives til salg. Der benyttes udelukkende den fritløbende most til denne vin.
Smagskommentar: Duften har tydelige toner af blomster, hindbær, jordbær og grapefrugt. Smagen har en god friskhed, der smelter smukt sammen med vinens fylde og intensitet.
Beskrivelse:
Firmaet Juvé y Camps, der blev grundlagt i starten af 1900-tallet, har siden da opnået ry for at være Spaniens bedste Cava-hus. Deres produktionsmetoder må dog også betegnes som absolut kompromisløse - her skyes ingen midler for at opnå den bedste kvalitet. Med denne mentalitet kan det ikke undre nogen, at Juvé y Camps gang på gang roses til skyerne, for eksempel af vinskribenten Robert Parker, som kort og godt siger "...Den bedste producent af mousserende vin i Spanien er Juvé y Camps...".
I den nordøstlige del af Spanien ved den catalanske middelhavskyst syd for Barcelona, finder man Penedés-området, Cava´ens hjemstavn. Betegnelsen Cava dækker over spansk mousserende vin lavet på Methode Traditionelle, det der tidligere blev kaldt Champagne-metoden. Grundvinen tilsættes således sukker og gær, hvorpå den tappes på tykke flasker for at gennemgå andengæring i minimum ni måneder. Jo længere tid vinen får lov til at ligge, desto flere smagsnuancer og finere mousse vil den færdige Cava opnå.
Specifikationer
Leverandør: Juve Y Camps Sa
Land: Spanien, Område: Penedès
Type/Farve: Champagne/mousserende
Drue: 100% Pinot Noir
Dyrkning: Traditionel
Serveringsforslag: Apéritif, Skaldyr
Alkohol: 12,00%
Flaskestørrelse: 3/4 ltr.
Proptype: Kork
Anbefalet Riedel glas: Pinot Noir New World