Frisk og cremet riesling med mild sødme.
Riesling er kendt for sin slanke figur og knitrende syre, men når den som her er halbtrocken (halvsød) får den tilsat lidt ekstra fylde og former. Det er utroligt charmerende, og med den førnævnte syre, får sødmen sig et modspil, der skaber en flot harmoni i vinen. Sødmen i vinen opstår, fordi gæringen i ståltankene bevidst standses lidt før normalt og derved bevares en smule restsukker.
Druerne til denne økologisk dyrkede riesling kommer fra flere af de bedste vinmarker omkring Deidesheim i regionen Rheinpfalz, og med den diskrete sødme er den et formidabelt match til feks. krydrede, sødlige og spicy retter. Hummer Bisque, krabbesalat, chilimarinerede rejer - you name it!
Weingut Reichsrat von Buhl - Med adgang til førsteklasses parceller i Pfalz og et talentfuldt vinmager-team i marker og kældre er Reichsrat von Buhl rykket op i den absolutte Riesling-elite.
”Denne Ungehuer smager uhyrlig godt”, udbrød ”jernkansleren” Otto von Bismarck, da han i sint tid fik serveret et glas af von Buhls Ungehuer Forst Riesling. Og når man ved, at Ungeheuer kan oversættes til ”uhyre”, forstår man det lille ordspil, som sikrede vinen så stor berømmelse. Von Buhls vine blev også skænket, da Suezkanalen blev indviet i 1869, og op gennem 1800- og starten af 1900-tallet blev de regnet for nogle af Tysklands mest eksklusive vine.
Siden gik det ned ad bakke. Vinhuset, som var blevet grundlagt i 1849, rådede på et tidspunkt over 200 ha land. Franz Eberhard Buhl havde titel af Reichsrat (medlem af Overhuset) og føjede sin titel til vingårdens navn, men da han døde i 1921 og hans kone Frieda tog over, hjalp hverken titel eller berømmelse på de økonomiske problemer, ejendommen sloges med. Marker og skov blev solgt fra. Dog beholdt man de bedste parceller, som i dag udgør grundlaget for husets fornemme Grosses Gewächs-vine.
Blandt den absolutte elite - I 1989 valgte familien von Guttenberg, som nu ejede ejendommen, at lease den til en japansk forretningsmand. Leasingkontrakten løb frem til 2013, hvor den nye ejer, Achim Niederberger, kunne rykke ind med sine folk. Niederberger havde store planer med vinhuset. Desværre døde han samme år, men de mennesker, han havde valgt at sætte i spidsen for projektet, førte hans ideer ud i livet, og kombinationen af dygtige vinmagere og nogle af områdets bedste Grosse og Erste Lage-marker har medvirket til, at Reichsrat von Buhl-vinene igen er kommet på det vinøse verdenskort - vel at mærke i den absolutte elite.
Ejendommen har 50 ha vinmarker omkring byen Deisdesheim i Pfalz. Markerne er primært beplantet med Riesling, der udgør ca. 89 pct. af produktionen. Derudover dyrkes Spätburgunder (Pinot Noir), Grauburgunder (Pinot Gris), Weissburgunder (Pinot Blanc), Chardonnay, Sauvignon Blanc, Rieslaner og Scheurebe.